Den første opskrift jeg har valgt at lægge på bloggen er en fantastisk opskrift på chokolade cookies. Når der skal bages kage bliver jeg altid spurgt om jeg vil bage cookies og det er den opskrift jeg har givet ud til venner og familie flest gange.
Opskriften er til ca. 9 store cookies og det er ca. hvad der kan være på en bageplade.
Ingredienser (9 cookies):
75 g blødt smør (Jeg bruger selv Kærgården)
100 g sukker
50 g brun farin
1 æg
150 g hvedemel
1 tsk vanillesukker
1/2 tsk natron
1/2 tsk fint salt
100-150 g mørk chokolade (billig kogechokolade i plade er fint til formålet)
Fremgangsmåde:
Rør smør og sukker godt sammen. Pisk farin og æg i. Det er vigtigt, at der bliver pisket godt til massen bliver luftig. Bland hvedemel, vanillesukker, natron og salt i en anden skål og vend det i smørblandingen. Tilsæt chokolade.
Brug to spiseskeer til at sætte dejen på en bageplade og giv kagerne et let tryk med bagsiden af den ene ske. (De skal nok flade ud når de bliver bagt)
Bag kagerne en plade af gangen næsten øverst i ovnen ved 175 grader i 10-15 min.
De skal have en let krakeleret overflade og skal slippe bagepapiret uden problemer. De må ikke blive for mørke i overfladen, så hold øje med dem mens de bager. De bliver først sprøde når de er kolde, så vær ik nervøs, hvis de føles lidt bløde.
God appetit
Ingen kommentarer:
Send en kommentar